Op gennem 1980'erne og 1990'erne var Mazda et af de helt store hit på det danske marked med storsællerterne Mazda 323 og Mazda 626. Sidstnævnte model, der var en konkurrent til blandt andre Opel Vectra, Toyota Carina og Ford Sierra/Mondeo, blev således kåret til Årets Bil i Danmark 1993.
Mazda er faktisk kørt med den eftertragtede titel yderligere to gange - nemlig i 2004 med Mazda3 og igen fire år senere, da Mazda2 blev kåret til Årets Bil i Danmark 2008. I dag hedder modellerne stadig Mazda2 og Mazda3 - og desuden er der kommet et par højbenede udgaver til i form af Mazda CX-30, Mazda CX-3 og Mazda CX-5 samt den klassiske firmabil Mazda6.
Japanske Mazda har eksisteret siden 1920 og har produceret biler siden 1931. Dermed er Mazda en af de ældste bilproducenter i Japan. Mazda begyndte for alvor at titte frem på de danske landeveje i slutningen af 1970'erne, hvor modellerne 323 og 626 blev lanceret.
Netop de to biler solgte i nærmest ekstrem stor stil i Danmark i adskillige år - med de to Toyota-modeller Corolla og Carina som de primære konkurrenter. I dag er især Mazda6 en favorit blandt firmabilister - og skal det hele være lidt sjovere, så kryber en del entusiaster også gerne ned i den lavtliggende Mazda MX-5.