BILGUIDEN - Vi elsker biler
Test og anmeldelse af Ford Ranger Raptor
Indrømmet: Pickups er ikke den gruppe af køretøjer, som der kører flest af på de danske veje. Men det er et segment, der er støt stigende herhjemme, og det skyldes ikke mindst, at modellerne er blevet langt mere komfortable end hidtil.
Ford Ranger er et godt eksempel på en pickup truck, der i bund og grund føles som en personbil i den bedre ende af skalaen. I tilgift får man så en bil, der kan gøre gennem det meste. Den nuværende Ranger Raptor er anden generation og kom på markedet i slutningen af 2022.
VIDEO: Bilguiden gennemgår her den nye Ford Ranger Raptor.
Den nye anden generations Ford Ranger Raptor er en videreudvikling af den normale Ford Ranger. Og så er den stærkt inspireret af sin amerikanske storebror F150, der ikke forhandles i Europa. I videoen ovenover ser bilguiden nærmere på den nye pickup og tager den med en tur på stranden.
Ranger Raptor fås udover den nye og mere potente V6 EcoBoost benzinmotor også fortsat med en to liters dieselmotor med 205 hk. Her er den største ændring udover designet, at den nu må trække 3500 kg på krogen.
Uanset udgave er anhængertræk standard. Hos V6-udgaven er den maksimale anhængervægt dog fortsat 2500 kg, og så kan Raptor modsat den almindelige Ranger kun fås som double cab med to sæder. Til gengæld kan rummet bag forsæderne bruges til opbevaring eller indretning til jagtudstyr eller lignende.
Ford Ranger Raptor er bygget til de mest kuperede og bløde landskaber. Her ses den på stranden i Vejers. Foto: Bilguiden
Kraftigere motor med ekstra lyd og aktive støddæmpere
Den ny V6-motor tilføjer et nyt niveau af brutalitet til Ranger Raptor. Men selvom den er billigere i ejerafgift, så er den selvfølgelig også mere tørstig. Den er opgivet til at køre omkring syv km på literen.
Med den ekstra power i V6-motoren får du også et par andre tilføjelser. Den kommer nemlig ned en såkaldt aktiv udstødning, hvor motorlyden ændres alt efter køreprogram. Du kan vælge mellem køreprogrammer som egner sig til at alt fra grus, sand, klippekørsel, sne, vand, asfalt og Baja, der er udviklet specielt til ekstrem offroad-kørsel.
Med V6-motoren får du også opgraderede Fox støddæmpere med Live Valve, som aktivt tilpasser sig til underlaget hele 500 gange i sekundet.
Samtidig er Raptor-kendetegnene ved at have en over dobbelt så tyk bundplade i forhold den almindelige Ranger, og så kan den køre i vandløb med en dybde på op til 85 cm.
De nye Fox-støddæmpere er blevet aktive på V6-udgaven og medvirker til en markant forbedret køreoplevelse. Foto: Bilguiden
Det nye interiør er præget af både en stor digital instrumentskærm og en 14" infotainmentskærm med SYNC4. Foto: Bilguiden
Forbedret interiør og mere udstyr
Den nye Ranger Raptor har fået et helt andet og endnu mere luksuriøst interiørdesign end sin forgænger. Flere overflader er beklædt med Alcantara-læder og røde Ford Performance detaljer og syninger samt helt nye og endnu bedre sportssæder i dellæder.
Udstyrsniveauet følger heldigvis også med kørekomforten og materialekvaliteten. Raptor byder således på standardudstyr som Adaptiv fartpilot, 360 graders kamera, LED matrix forlygter, blindvinkelalarm med trailerovervågning, opvarmet forrude og rat, trådløs mobiloplader og semiautomatisk parkeringssystem.
På trods af Raptors fremtoning og dæk må man også bare give den nogle point for dens køreegenskaber på flad vej som der trods alt er mest af i Danmark. Foto: Bilguiden
Den nye Ranger Raptor er bygget til at køre på skråninger med en hældning på op til 30 grader. Samtidig kan den selv styre behovet for at trække på hhv. højre eller venstre eller to- eller fire hjul. Foto: Bilguiden
Bilguiden testede Ford Ranger Raptor i en grusgrav. Se videoen i toppen af siden. Foto: Bilguiden
ANMELDELSER
Det skriver anmelderne
I tvivl om Ford Ranger Raptor er den rigtige for dig? Vi har samlet anmeldelser af bilen her. Bemærk, at anmeldelser kan have forskellig dato, og at bilen kan være blevet opgraderet siden anmeldelsen.
- "Mudder, klipper og vandhuller passeres med største selvfølgelighed, når man sidder bag rattet i Ford Ranger Raptor, som er Fords største firehjulstrækker i Europa."
- "Egentlig hører en bil som Ford Ranger ikke hjemme i Europa. Den gør sig givet vis glimrende i støvet offroad terræn i Arizona og Texas, men på civiliserede europæiske landeveje? Ikke desto mindre er den amerikanske pickup den mest solgte af sin art nogensinde, netop i Europa."
- "Der er mange pickup-trucks derude – men Ford Ranger Raptor slår dem alle med sine forrygende off-road-egenskaber og hårde look."