Kia - ekstra meget
værdi for pengene

Kia - ekstra meget
værdi for pengene

Kia

Kia forhandlere

Læs om Kia i vores bilmagasin

Alle KIA artikler

Forførende fornuftig
- og du får altid 7 års garanti

Hvornår blev den første Kia produceret?

Kia blev grundlagt i 1944, og er i dag Sydkoreas ældste bilproducent. Sammen med "søster-mærket" Hyundai er Kia den femte største bilproducent i verden med en produktion tæt på 8 millioner enheder - heraf står der Kia på mere end 3 millioner biler.

Koncernen blev grundlagt som Kyungsung Precision Industry, som dengang fokuserede på at producere cykler.

Siden kom motorcykler til, og i 1962 blev de første licens-producerede biler sendt på gaden. Dengang var der dog tale om trehjulede køretøjer. Den første personbil så dagens lys i 1974, og det var dog først i 1986, at Kia for alvor kastede sig over bilerne.

Hvornår kom Kia til Europa?

Selve navnet Kia betyder noget i retning af ”kommer fra Asien”. Virksomheden begyndte at eksportere biler til det europæiske marked i 1991 med modellen Pride. Bilen var indledningsvis ret populær, men efterspørgslen døde ud i løbet af 90’erne.

I 1999 meldte firmaet sig ind i kampen på det europæiske familiebilsmarked med lanceringen af modellen Credos, der i størrelse mindede om Opel Vectra og Ford Mondeo. Trods konkurrencedygtig pris, blev dette ikke nogen større succes for firmaet.

De første reelle Kia-modeller var Pride og Sephia, som kom til verden i henholdsvis 1986 og 1992.

I 1995 kom Kia Clarus til, og det var med disse tre modeller, at man gjorde sin entre på det danske marked. Det skete i 1996, hvor Nellemann-koncernen havde haft held til at lande import-agenturet.

Hvornår blev den først Kia solgt i Danmark?

I 1996. Og dermed fulgte Kia i kølvandet på Hyundai, der allerede var rullet ind i Danmark fire år forinden.

Den danske importør af Kia, der havde - og fortsat har - til huse i Fredericia, formåede at skabe ganske megen medieomtale i forbindelse med introduktionen af det nye mærke fra Asien. Selv om man dengang indledte med bare at have tre udsalgssteder i Danmark, så skabte man intet mindre end en sensationel stor hype omkring det nye mærke.

De første Kia Pride-modeller kørte således i land på havnekajen i Fredericia, og de interesserede kunder - og dem var der en hel del af på grund af de iøjnefaldende lave priser - kunne tage glæderne i nærmere øjesyn, hvis de selv mødte op på havnekajen.

Fik Kia Picanto ros af bilanmelderne?

Ja - helt klart. I dag er der godt 105.000 eksemplarer indregistreret herhjemme - men sådan så det ikke ud i begyndelsen af 2000'erne. Men med introduktionen af Kia Sorento og Kia Picanto få år inde i det nye årtusinde begyndte danskerne - og for den sags skyld resten af verden - at få øjnene op for det sydkoreanske mærke, der altså deler moderselskab med Hyundai.

Nu har mærket været en del af det danske bilmarked i tæt på 25 år, og lige siden entreen har KIA vakt stor opmærksomhed i branchen. Da den iøjnefaldende og store Kia Sorento blev kørt i stilling i 2002 fik det mange eksperter til at komme med ros, og da den to år senere blev fulgt op af den lille Picanto, var det med til at ændre både motorjournalisternes - og bilkøbernes - syn på Kia.

Fik Mary og Frederik en Kia Picanto i bryllupsgave?

Ja. På det tidspunkt var Kia Picanto Danmarks billigste bil, og den eneste, der kunne købes til under 100.000 kroner - på trods af eksklusivt udstyr som esp og fire airbags. Det var helt unikt på det tidspunkt.

Da introduktionen af Kia Picanto faldt sammen med HKH Kronprins Frederiks bryllup med Mary Donaldson - altså kronprinsesse Mary - valgte forhandlerforeningen hos KIA at forære et eksemplar i bryllupsgave. Siden viste det sig, at bilen primært blev brugt som tjenestebil for de ansatte ved hoffet - og det vides således ikke, om kronprinsparret har benyttet sig af den lille smarte bybil.

Er Kia et stort bilmærke?

Ja. Da Kia i 2006 annoncerede, at de i fremtiden ville satse særligt på design, og derfor havde ansat Peter Schreyer (der blandt andet havde stået bag designet af Audi TT) som ny Chief Design Officer, stak koncernen i en ny retning. Schreyer stod for et større redesign af hele Kias modellinje, og introducerede i 2007 det nye ”tiger nose” look, som fremadrettet skulle komme til at præge alle modeller fra firmaet.

Da Kia Cee'd i 2007 blev introduceret sammen med de iøjnefaldende syv års garanti, så begyndte befolkningen så småt at betragte Kia som et af de store bilmærker. Langt de fleste bilmærker yder bare to års garanti. I dag har Kia et særdeles bredt produktprogram - fra Kia Picanto og Kia Rio i den mindste ende af skalaen til Kia Optima og Kia Stinger i den mere firmabil-agtige ende.

Kører sportsstjernerne også i Kia?

Ja. Kia har altid udvist stor aktivitet i forhold til sport og kultur - og har i mange år sponseret større begivenheder som eksempelvis NBA (den amerikanske basketliga), X-Games, Australian Open (tennis), FIFA World Cup (herunder VM i fodbold), UEFA European Championship (også kendt som Europa League) - og har desuden sponseret en række sportsikoner. Mest kendt er det spanske tennis-es Rafael Nadal, som - sammen med Roger Federer - er den mest vindende grand slam-spiller gennem tiderne.

Blev Kia Ceed kåret som Årets Bil i Danmark?

Nej, desværre. Kia har endnu til gode at vinde en af de helt store kåringer. Ved Årets Bil i Danmark formåede man i 2005 for første gang at komme med i finalefeltet, der består af fem kandidatbiler. Det var med den dengang nye Kia Picanto. Den hidtil bedste placering var i 2008, hvor Kia Cee’d kom ind på en andenplads efter Mazda2. Den model havde mange faktisk ventet ville vinde kåringen - men det blev altså kun lige ved og næsten. 

Heller ikke i den europæiske pendant til Årets Bil i Danmark, Car of the Year, har KIA endnu haft den helt rigtige kandidat til en sejr. Til gengæld har KIA for længst vundet kundernes gejst, og mærket har stort set udelukkende oplevet fremgang på de fleste markeder gennem den seneste snes år.