Afslører billeder af Kia EV4

Kia har afsløret billeder af deres kommende EV4, der kommer som både sedan og hatchback. Verdenspremiere er senere i februar.

Mette Munk Nielsen
·
Kia EV4 Hatchback Visualisering 2025

Kia Corporation har afsløret billeder af den nye Kia EV4 forud for dens verdenspremiere 27. februar. Bilen kan fås som sedan og hatchback og skal være med til at styrke Kias elbilsortiment.

Der er en ny elbil på vej i Kias modelprogram, nemlig Kia EV4. Mærket har offentliggjort flere visualiseringer af bilen, som får verdenspremiere 27. februar. Her ser man en bil med samme designsprog som Kia EV3 og EV9 med den nye markante Tiger Face-front, som har lodret placerede forlygter og den ikoniske Star Map-lyssignatur.

Bilen kommer til at kunne fås som hatchback og sedan.

- Kia EV4 er et klart udtryk for vores ambition om at gentænke mobilitet og udvide grænserne for, hvad design kan opnå. Ved at tilbyde både en sedan- og en hatchback-variant giver vi vores kunder en unik oplevelse af modernitet og funktionalitet – i en form, der passer til deres forskellige livsstile og behov, siger Karim Habib, Executive Vice President og Head of Kia Global Design, i en pressemeddelelse. 

- EV4 sedan tilbyder et friskt syn på sedansegmentet med sin elegante, lave front og langstrakte silhuet. EV4 hatchback er en agil, alsidig allrounder. Den har et distinkt og rent udtryk og er skabt til at præstere i enhver situation, tilføjer han.

Kia EV4 Hatchback Visualisering 2025

Hatchback-udgaven af Kia EV4 har store ligheder med EV3, men skråner mere bagtil. Foto: Kia

Kia EV4 Sedan Visualisering 2025

Kia EV4 i en sedan-udgave minder mere om EV6, dog uden samme markante bagende. Foto: Kia

Skarp designlinje på Kia EV4

Kia beskriver selv designet på Kia EV4 som en forankring i deres "Opposites United"-designfilosofi, der giver en harmonisk sammensmeltning af kontraster på en måde, der ikke tidligere er set i det kompakte segment. 

Den har en dynamisk profil med skarpe, markante designlinjer og dristige, tekniske løsninger. 

Fronten er ens på de to modeller, og det er derfor i silhuetten og bagenden, at man skal finde forskellene på hatchback- og sedan-udgaven. Sedanen er langstrakt, og bagfra kan man se den todelte bagspoiler og lodrette baglygter. På hatchbacken får man i stedet sorte, lodrette C-stolper og bredt placerede baglygter og en skrånende bagrude. 

Det bliver også muligt at få begge udgaver i en sporty GT-Line, hvor man får ekstra eksklusive designelementer. 

Kia EV4 er et klart udtryk for vores ambition om at gentænke mobilitet og udvide grænserne for, hvad design kan opnå.

- Karim Habib, Executive Vice President og Head of Kia Global Design.
Kia EV4 Sedan Gt Line Visualisering 2025 Bagfra

Sedan-udgaven set bagfra med de lodrette baglygter. Foto: Kia

Flere nyheder på vej fra Kia

Kia EV4 bliver lanceret til Kia EV Day 2025 i Spanien, som afholdes 24. februar. Nogle dage senere - 27. februar - kommer der design- og produktdetaljer på bilen, så vi der ved mere om de tekniske specifikationer på bilen. 

Udover Kia EV4 vil mærket også blandt andet vise deres nye elektriske erhvervskøretøjer med navnet PV5. Den nye varebil fås som både passager- og cargo-udgave.

Kia PV5 Cargo 2025

Kia PV5 er en ny, elektrisk varebil fra mærket. Den bliver også vist frem i slutningen af februar. Her er den vist som cargo, men fås også som passager-udgave. Foto: Kia