Kia præsenterer konceptbilen Kia EV2

De første konceptbilleder af Kia EV2 er offentliggjort, og der er tale om en mindre, fuldelektrisk og kompakt SUV.

Mette Munk Nielsen
·
Kia EV2 2025 Concept Blue Side

Kia har præsenteret deres kommende Kia EV2 ved EV Day i Barcelona. Det er en fuldelektrisk og kompakt SUV, og det bliver lillebroren til EV3. 

Det er nu muligt at få en idé om, hvordan den kommende Kia EV2 skal se ud. Kia har nemlig præsenteret Kia EV2 konceptbilen, og det er, som navnet antyder, en lillebror til Kia EV3. Med EV2 bevæger Kia sig ind i B-segmentet for SUV'er - det vil sige miniklassen for SUV'er. Den kommer til at erstatte biler som Kia Rio og Kia Stonic. 

- Kia EV2 koncept markerer et modigt skridt fremad for fremtidens urbane mobilitet. Med EV2 koncept har vi udfordret os selv til at skabe en elbil, der bryder med forventningerne og tilbyder innovativ teknologi og praktiske løsninger, der rækker ud over bilens størrelse, sagde Kias præsident og CEO, Ho Sung Song, og tilføjede:

- Det er et klart signal om vores engagement i at gøre elbiler tilgængelige for alle.

Kia fremhæver selv, at bilen får avancerer opkoblingsteknologi, rummeligt og fleksibelt interiør samt innovative baghængslede bagdøre.

Kia EV2 2025 Concept Blue Front

Designmæssigt er det tydeligt, at det er en Kia. Fronten med Kias Star Map-lyssignatur understreger det på Kia EV2. Foto: Kia

Genkendeligt design på Kia EV2

Med konceptbilen Kia EV2 følger mærket sin designlinje tydeligt, og bilen har Kias Star Map-lyssignatur, og profilen minder om EV3 og EV9 bare i en mindre udgave. 

Den har et kompakt design, der passer til byen, og bilens kofangere og grafiske elementer giver den et robust udseende, som understreger bilens funktionelle design.

Bilen har en rummelig kabine, og med designvalgene fremstår den også stor og rummelig, trods den kompakte størrelse.

Det (Kia EV2) er et klart signal om vores engagement i at gøre elbiler tilgængelige for alle.

- Ho Sung Song, Kias præsident og CEO
Kia EV2 2025 Concept Blue Forsaeder

Skærmen på tværs på konceptbilen Kia EV2 er også kendt fra EV3 og EV9. Foto: Kia 

Kia EV2 2025 Concept Blue Bagsaeder

Der er plads til to på bagsæderne i konceptbilen Kia EV2. Foto: Kia

Bæredygtige materialer i interiøret i Kia EV2

Bæredygtige materialer kommer til at spille en central rolle i Kia EV2s interiør. Trods den kompakte størrelse får man et skalerbart interiør, der blandt andet betyder, at man kan lægge anden sæderække ned, ligesom de bagerste sæder kan foldes op, så forsæderne kan skubbes helt tilbage. 

Da bagdørene er baghængslede, får man en bred indstigning, som gør det nemt at komme ind i bilen. Der er en markant metaldetalje langs bilens instrumentpanel, og der er masser af teknologi i bilen også.

Den kommer til at fås med V2L (Vehicle-to-Load), så du kan trække strøm fra bilen til anden elektronik, ligesom der er OTA-opdateringer (over-the-air). LED-belysningen i kabinen understreger det moderne udtryk.

Se flere billeder af konceptbilen

Kia EV2 2025 Concept Blue Udsyn
Kia EV2 2025 Concept Blue Forsaeder Side
Kia EV2 2025 Concept Blue Foerersaede
Kia EV2 2025 Concept Blue Doer Detalje
Kia EV2 2025 Concept Blue Kabine
Kia EV2 2025 Concept Blue Bag
Kia EV2 2025 Concept Blue Detalje

Der er triangulære højttalere, som er monteret i dørene. Højttalerne er aftagelige og bærbare, så du kan placere dem forskellige steder i bilen eller tage dem med udenfor og nyde musikken, mens bilen lader op. Foto: Kia

Kia EV2 kommer i 2026

Kia bekræfter, at Kia EV2 kommer til Danmark i 2026, men hvad Kia EV2 skal koste, vides endnu ikke, men den kommer prismæssigt til at lægge lavere end EV3. 

I forbindelse med EV Day i Barcelona har Kias præsident og CEO, Ho Sung Song, desuden lavet et interview med Auto Express, hvor han bekræfter, at der også kommer en elektrisk Kia EV1. Det bliver dog nok først i 2027, og den skal konkurrere med de kommende mindre biler som Renault Twingo Electric, VW ID.2 og lignende modeller.

Det vil blive mærkets elektriske svar på Kia Picanto, og prisen for den vil være lavere end Kia EV2. 

Kia EV2 2025 Concept Blue Side

De baghængslede bagdøre giver en stor åbning på Kia EV2. Foto: Kia