Jean Michel Jarre

Jean Michel-Jarre udvikler lyd til Renaults elbiler

Renault har indgået et samarbejde med franske Jean Michel-Jarre, der er en legende indenfor elektronisk musik, for at udvikle fremtidens lyd til kommende elbiler.

Mette Munk Nielsen
·

Det bliver den legendariske Jean Michel-Jarre, der skal lave lyddesignet til kommende elbiler hos Renault. 

Med et mål om at udvikle elbilen til et rum for unikke lydoplevelser har Renault startet et samarbejde med franske Jean Michel-Jarre, der er kendt som genial lyd-designer. Han slog igennem med albummet Oxygene i 1976 og har samlet millioner af mennesker til koncerter kloden over.

Han har allerede sat sit aftryk i Renault Megane Electric, hvor den lydmæssige åbningssekvens bærer Jean-Michel Jarres umiskendelige lydmæssige fingeraftryk. Den næste bil, han skal arbejde med, bliver den kommende Scenic Vision.

Renault Megane E Tech 2022 1600 09

Jean Michel-Jarre har lavet den lydmæssige åbningssekvens på Renault Megane Electric. Foto: Renault

Ny lydoplevelse i kommende elbiler

Konkret arbejdes der med tre overskrifter for lydoplevelsen i den nye Scenic Vision: “Less is more”, “New Sound Signature for Renault” og “Sonic Road”.

”New Sound Signature for Renault” er det univers, som Jean-Michel Jarre skal designe. Det er lige fra velkomstlyden, når man sætter sig ind, til den lyd bilen udsender, når farten er under 30 km/t.

”Biler udgør fantastiske rum, hvori man kan skabe synergier mellem teknologi og omverdenen. Renault er en bilfabrikant i hastig teknologisk udvikling, og jeg ønsker at skabe en masse forskellige lydoplevelser i de kommende Renault biler”, siger Jean Michel-Jarre.

Soundscape Experiences Sound Bubbles

Med sound bubbles indlejret i nakkestøtterne bliver der skabt en boble af lyd ved hvert sæde i den kommende Renault Scenic Vision. Foto: Renault

Samarbejde på tre år

De øvrige to overskrifter handler mere om, hvordan der afspilles lyd i bilen. ”Less is more” har fokus på teknologien i Scenic Vision, hvor der blandt andet skal være såkaldte sound bubbles indlejret i nakkestøtterne. De skaber en boble af lyd ved hvert sæde, så man kan høre lyden, uden at de andre passagerer kan høre det.

Og ”Sonic Road” er et patenteret system, hvor lyden skabes i en kombination af musikalske præferencer af førerne og variable som tid, vejr og omgivelser.  

Samarbejdet mellem Renault og Jean-Michel Jarre er i første omgang på tre år.

Læs flere nyheder i vores Bilmagasin