Renault 4 Forfra

Se den nye Renault 4

Renault har på Paris Motorshow vist billeder af den kommende Renault 4, som bliver en fuldelektrisk og kompakt SUV.

Mette Munk Nielsen
·

Der er nu kommet billeder af den kommende Renault 4, som bliver en fuldelektrisk, kompakt SUV. Designmæssigt er der klare linjer tilbage til den ikoniske Renault 4.

Det forpligter at bruge ikoniske modelbetegnelser til nye biler, og det er præcis, hvad Renault har gjort i forhold til den kommende Renault 4. Modellen så første gang dagens lys tilbage i 1962, og den er solgt i over otte millioner eksemplarer i over 100 lande.

Men Renault har alligevel sat sig for at ære det gamle modelnavn med den kommende Renault 4Ever Trophy, som er konceptbilens navn. Det er planen, at den produktionsklare Renault 4 lanceres om et par år, men ved Paris Motorshow har Renault givet indblik i, hvad man kan forvente.

Renault 4 Fra Siden

Man kan genkende den første Renault 4 i den nye konceptbil. Foto: Renault

Elektrisk SUV med kompakt design

Den oprindelige Renault 4 var datidens SUV, før begrebet overhovedet blev opfundet. Den havde en god frihøjde og rummelig interiør - en bil, hvor der var plads til bagage og passagerer. 

Det samme tegner den kommende Renault 4 sig til at blive. En kompakt SUV, men med den væsentlige detaljer, at den bliver fuldelektrisk. Den bliver bygget på den nye, dedikerede CMF-BEV-platform, som er udviklet til at sikre det bedste miks mellem ydelse og rækkevidde, uden at gå på kompromis med muligheden for at lave et distinkt design. 

Bilen får en akselafstand på 2,57 meter, og den bliver 4,16 meter lang, 1,95 meter bred og 1,9 meter høj. 

Renault 4 Bagfra

Det lille vindue og den store frihøjde er nogle af kendetegnene ved den kommende Renault 4. Foto: Renault

Konceptbil med overdrevne elementer

Billederne af konceptbilen giver et fingerpeg om, hvordan den kommende produktionsbil kommer til at se ud. Men det er stadig med overdrevne elementer. Alle sorte dele på bilen som hjul og sideskørter er svært overdrevne, mens det sølvgrå - altså selve karrosseriet - er tæt på det færdige resultat. 

For- og baglygterne er identiske med dem, der kommer i produktionsbilen, ligesom det oplyste Renault-logo også får premiere i Renault 4.

Ellers er designdetaljer som bilens silhuette, den horisontale kølergrill med markante forlygter, frihøjden, bagklappen samt det lille vindue bagerst en hilsen til den tidligere Renault 4. Den kommende elbil bliver ligeså alsidig og dynamisk som sin forgænger.

Renault 4 og den kommende Renault 5 vil positionere sig som Renault Captur og Renault Clio. De vil begge blive bygget på ElectriCity hub i Nordfrankrig. 

Renault 4 Skraa

Fuldelektrisk og bygget på CMF-BEV-platformen, som giver det bedste miks mellem ydelse og rækkevidde. Foto: Renault

Læs flere nyheder i vores Bilmagasin