LYGTETEST: I bilguiden er vi henrykte, hvis Fuld LED-forlygter er standardudstyr i en ny model. Og er det ikke, så anbefaler vi gerne at betale 5-15.000 kroner ekstra for at få det med. Se testen i bunden af denne artikel og i videoen herunder.
Når jeg prøvekører biler i bilguiden, fremhæver jeg stort set altid, hvis bilen er født med Fuld LED-lygter som standard. For bare få år siden var dette altid ekstraudstyr til bilerne, men i dag følger det heldigvis med i flere og flere biler. Det anslås, at 70% af alle nye biler i 2030 er med LED-lygter.
Vær opmærksom på, når du leder efter ny bil, at der ikke blot står ’LED-kørelys/signaturlys eller positionslys’. Så er de nemlig ikke nødvendigvis udstyret med LED-forlygter. Så gå efter ’Fuld LED’ prædikatet, så er du sikker på, at lygterne er LED hele vejen og ikke kun positionslys. Bemærk dog, at ’Fuld LED’ kan have forskellige navne alt efter bilmærke. Hos Renault kalder de f.eks. deres Fuld LED-lygter for ’Pure Vision’, og hos Kia står der blot ’LED-lygter’.
Uanset hvad, er det værd at betale for, og det vil vi gerne underbygge med en lille uvidenskabelig test. Vi tester nemlig to Ford Kuga Plug-in Hybrid op mod hinanden – den ene har almindelige halogenlygter og den anden har Fuld LED lygter som samtidig er adaptive. Hvad det betyder – og testens resultat – kommer vi tilbage til. Først vil jeg nemlig gerne gennemgå de forskellige lygter som findes til biler i dag.
Her er de forskellige lygtetyper
I dag findes der 4 forskellige slags lygter/pærer. Halogen, Xenon, LED og Laser. Xenon og Halogen er på vej ud, da de er blevet slået af LED-lyset og Laser-lygter er det helt nye som indtil nu er så dyrt, at det kun findes i de dyre premium-biler fra bl.a. BMW og Audi.
Halogen
Halogenpærer er uden tvivl det mest udbredte i biler i dag, og det er fordi, de er de billigste og kræver meget lidt teknologi. En halogenpære fungerer på samme måde som en klassisk halogenpære/spot i husholdningen. Den er meget gullig i lyset.
Fordele: Billige, nemme at skifte (det kan de fleste med lidt fingersnilde selv gøre derhjemme)
Ulemper: Bliver varme (ikke energieffektive), bruger mere strøm, har dårligst sigtbarhed / dårligst lysoutput
Xenon (HID gaspære)
En Xenonpære blev første gang brugt i starten af 90’erne af BMW. Det er en gaspære med et koldere lys, der har nogle fordele i forhold til Halogen. De holder f.eks. længere, men samtidig så falmer de med tiden og mister deres lysoutput. Samtidig er de også væsentligt dyrere og kan godt være mere tricky at udskifte selv og kræver dermed et værkstedsbesøg.
Xenon-lygter taber på alle områder til LED og er derfor mindre udbredt i dag.
Fordele: Holder længere end Halogen. Lyser markant bedre (klarere, længere og bredere).
Ulemper: Dyrere. Bruger nogle sekunder på at starte op / give fuldt lysudbytte. Holder ikke så længe som LED. Kan være blændende for modkørende.
LED
Meget populært i nyere biler og vinder hastigt frem. Giver et koldere og mere hvidt lys. Bliver løbende billigere at producere og giver mulighed for adaptivt lys / matrix lys. Er op til 10 gange mere effektive end en halogenpære.
Fordele: Energieffektive, holdbar og ikke påvirkelige af rystelser. LED er lige så kraftigt og ofte kraftigere end Xenon, men har ikke den samme blændende effekt som Xenon, og de kan indstilles i styrke og retning (adaptive/matrix).
Ulemper: Dyrere end Halogen. Dioderne er kolde (afgiver ikke varme til lygteglas) men komponenterne bagved kan have behov for køling. Udskiftning kræver et værksted, og skal de skiftes eller går i stykker skal HELE lygtehuset skiftes. En udskiftning kan dermed også blive en mere bekostelig affære.
Adaptiv / Matrix LED:
Hvis LED-lygter er adaptive kan de selv indstille lyskeglerne efter vejens forløb og modkørende eller forankørende, så lygterne lyser så kraftigt/langt som muligt men uden at blænde.
Hvis de har tilføjelsen Matrix, Beam eller lignende, så er de også fleksible og kan inddeles i flere grupper af lyskegler, som lyser dele af vejen op særskilt efter behov. F.eks. har Osram Continental udviklet en ny type LED-lygter med over 4000 dioder, der kan lyse individuelt og tilpasse sig. De kan sågar tegne skilte eller symboler på vejbanen med lys.
Laser
Laserlys er den seneste og nyeste teknologi som lige nu kun kan fås til de dyrere premiumbiler. Laserstrålen går gennem flere spejle og bliver reflekteret ud via lygtehuset. Laserlys skulle være op til ti gange kraftigere end LED. Nogle tests viser dog ikke en mærkbar forskel, men teknologien er også fortsat under udvikling.
Fordele: Kraftigste lys på markedet.
Ulemper: Meget dyrt. Forbeholdt luksusbiler.
Tekniske forskelle:
|
Halogen |
Xenon |
LED |
Farvetemperatur |
3200-5000 Kelvin |
4000-6000 Kelvin |
4000-6000 Kelvin |
Lysstyrke |
1000-1500 Lumens |
3000 Lumens |
2000 Lumens og opefter |
Levetid |
200-1000 timer |
2000-5000 timer |
5000 timer og opefter |
Pris |
Meget billig |
Dyr |
Dyr |
Udskiftning |
Nem |
Kræver fingersnilde |
Kræver mekaniker |
Energieffektivitet |
Ikke effektiv |
Mere effektiv |
Meget effektiv |
Varmeudvikling |
Høj |
Høj |
Lav |
LYGTETEST
Vi tog en Ford Kuga 2021 med hhv. halogenlygter og Fuld LED-lygter med i skoven omkring Silkeborg en kold og mørk decemberaften for at teste forskellen. Vi tog også en gammel Seat Ibiza fra 2012 med for at se, hvad der er sket med halogenlygterne på 8-9 år.
I testen er kameraet indstillet til de samme eksponeringer på alle videoerne og billederne. For video er indstillingerne: 4k 25p, blænde f/1.2, shutter 1/50, ISO 1600. For fotos er indstillingerne: 20MP 5184x3456 pixels, blænde f/1.2, eksponeringstid 1/5 sek., ISO 400.
Her er vores resultater: