Vi skal så langt tilbage som til 1810 for at finde det år, hvor franske Peugeot blev grundlagt.
Det var selvsagt ikke biler, det handlede om dengang - men i stedet kastede Peugeot-folkene sig over produktionen af kaffekværne og cykler.
I 1889 så den første Peugeot-bil dagens lys - og siden har man ikke set sig tilbage hos producenten, der oprindeligt havde sit domicil i Sochaux, som ligger syd for Alsace-området.
I 1976 fusionerede man med Citroën på den franske regerings opfordring - og i den forbindelse blev PSA Gruppen dannet. Den kom siden til også at rumme bilmærkerne DS og Opel. I 2021 fusionerede FCA med franske Groupe PSA, der blandt andet rummer Peugeot, Opel og Citroën, til et samlet selskab, der hedder Stellantis.
Som følge af fusionen driver Stellantis hele fjorten bilmærker, heraf fem fra PSA Group (Citroën, DS Automobiles, Opel, Peugeot og Vauxhall) og ni fra FCA (Abarth, Alfa Romeo, Chrysler, Dodge, Fiat, Jeep, Lancia, Maserati og Ram).
Årligt sælger Stellantis-koncernen over 7 millioner biler og antages at være verdens fjerdestørste bilproducent efter Toyota Motor, Volkswagen Group og Renault/Nissan.
Peugeot har i mange årtier været et af danskernes foretrukne bilmærker. Faktisk er Peugeot på en andenplads i Danmark, når det handler om, hvilke bilmærker der findes flest eksemplarer af lige nu - kun overgået af Volkswagen.
Især op gennem 1980'erne fik Peugeot medvind i Danmark med modeller som 309 og 405, der begge blev kåret som Årets Bil i Danmark i henholdsvis 1987 og 1988. Også inden for de senere år er det lykkedes at hente store titler. Både Peugeot 307 og Peygeot 3008 har vundet Årets Bil-titler, ligesom en række øvrigt modeller har været særdeles populære.
Peugeot 208 har således været blandt de bedst sælgende bilmodeller gennem adskillige år - og modellen har ligeledes vundet titlen som International Car of the Year 2020. Dermed har Peugeot hentet den titel intet mindre end seks gange.