BMW I3 2018 1600 22

Fem modeller kæmper om eftertragtet titel

De store bilkåringers tid er over os - og næste duel gælder kåringen af Årets Brugtbil 2021, som Bilbasen står bag. Eksperter og motorjournalister har barberet feltet af kandidater ned til fem forskellige brugte biler.

JW2
Jesper Werge
·

Selv om vi er på vej mod mørkere tider, så er der alligevel adskillige lys forude. Et af dem er kåringen af Årets Brugtbil 2021, der er et koncept, som Bilbasen har stået bag siden 2006. Nu er feltet af kandidat-biler kogt ned til fem finalister, og den 14. oktober bliver det afsløret, hvilken af de fem, der kan køre afsted med den eftertragtede titel.

Der findes et hav af forskellige bil-kåringer - og især Årets Bil i Danmark samt Car of the Year (som dybest set er Årets Bil i Europa) er blandt de mest eftertragtede og anerkendte, alene af den grund, at de hver især har mere end 50 år på bagen.

Siden 2006 har Bilbasen stået bag kåringen af Årets Brugtbil, og her handler det logisk nok om at finde den kandidat blandt brugte biler med en håndfuld år på bagen, som gør sig bedst. Det kan handle om holdbarhed, kvalitet, gensalgsværdi og i det hele taget værdi for pengene.

Læs også:
Renault Kangoo kåret som Årets Varebil 2022

Sidste år var det Seat Leon i årgangene fra 2012 til 2020, der kørte med titlen, og tidligere har prominente modeller som Volkswagen Golf, BMW's 3-serie, Opel Astra og Ford Mondeo vundet.

Skoda Superb Combi 2016 1600 02

Den store og ekstremt rummelige Skoda Superb er med i finalefeltet ved Årets Brugtbil 2021. Foto: Skoda

100 modeller kæmpede om finalepladserne

Det er som sagt Bilbasen, som står bag kåringen, og det er et felt af bileksperter, branchefolk og især motorjournalister, der som jurymedlemmer samles om at udpege den bedste brugte bil. Indledningsvist har juryen haft gang i den helt store høvl, idet de har barberet et meget bredt felt på cirka 100 brugte bilmodeller ned til et finalefelt bestående af fem biler.

De fem finalebiler er - i alfabetisk rækkefølge:

  • BMW i3
  • Hyundai i30
  • Mercedes-Benz C-klasse (W205)
  • Skoda Superb
  • Toyota Yaris

Det er første gang, at en fuldblods elektrisk bil er med i finalefeltet, i kraft af de kompakte BMW i3, der blev lanceret tilbage i 2013.

Hyundai I30 2017 1600 01

Den ganske succesfulde Hyundai i30 har mulighed for at sende Årets Brugtbil-titlen i det koreanske mærkes retning for første gang. Foto: Hyundai

Fortsætter med indgående tests

Nu skal juryen bruge de næste uger på at dissekere de fem kandidat-biler, og det bliver blandt andet muligt at teste bilerne samlet i løbet af oktober. Det foregår den 5. oktober, hvor de fem finalistbiler kan vurderes, afprøves og ses efter i sømmene på FDMs testcenter i Hillerød.

Artiklen fortsætter herunder...

Er du interesseret i Årets Brugtbil 2020?

Det er 16. gang, at der skal kåres en vinderbil blandt de brugte - og det er Ford, som fører konkurrencen med sammenlagt tre titler.

Honda og BMW har begge vundet Årets Brugtbil-kåringen to gange, og så er der hele otte bilmærker, der hver har vundet en gang. Af årets finalister er det kun Hyundai, der ikke tidligere har vundet konkurrencen.

FAKTA - Her er listen over de biler, der hidtil er blevet kåret som Årets Brugtbil gennem tiderne:

  • 2006: Skoda Fabia, årgang 2001
  • 2007: Mazda6, årgang 2003
  • 2008: Ford Mondeo, årgang 2004
  • 2009: Ford Focus, årgang 2005
  • 2010: Opel Astra, årgang 2005

  • 2011: Kia cee’d, årgang 2007
  • 2012: Honda Accord, årgang 2009
  • 2013: Toyota Avensis, årgang 2007
  • 2014: Honda Civic, årgangene 2006-2012
  • 2015: Mercedes-Benz, årgangene 2007-2011

  • 2016: BMW 3-serie, årgangene 2008 til 2012
  • 2017: Ford C- Max, årgangene 2010 til 2015
  • 2018: BMW 1-serie, årgangene 2011 - 2015
  • 2019: Volkswagen Golf VII, årgangene 2013 til 2016
  • 2020: Seat Leon, årgangene 2012 til 2020

  • 2021: Afsløres den 14. oktober

Kilde: Motor-Magasinet og Bilbasen

Mercedes Benz C Class Estate 2015 1600 08

Den gedigne C-klasse fra Mercedes-Benz er ligeledes med i opløbet ved Årets Brugtbil 2021. Foto: Mercedes-Benz

Læs flere nyheder i vores Bilmagasin...