Der kommer flere og flere elbiler, som kan trække tunge trailere og campingvogne, så hvis du er campist og overvejer en elbil, er der bestemt muligheder for at kombinere de to ting.
Generelt er der tre vægtklasser at se på: Op til 1200 kg, 1600-1800 kg og over 2000 kg. Steen Overgaard fra Camping-Specialisten forklarer, at det er en fordel, hvis elbilen kan trække 1600-1800 kg, fordi der er mulighederne for at finde en passende campingvogn størst.
Langt de fleste vogne ligger nemlig i det leje, men kan elbilen kun trække op til 1200 kg, er der lidt færre muligheder. Det kan sagtens lade sig gøre, men udvalget bliver mindre. Vi har herunder gennemgået de tre vægtklasser, og så kommer Steen Overgaard med sit bud på en campingvogn.
Se vores test af rækkevidden, når elbilen har en campingvogn bagefter.
Vægtklasse op til 1200 kg
De fleste havetrailere vil kræve, at elbilen må trække op til 750 kg. Her kan man blandt andet finde Ford Mustang Mach-E, Kia Niro (fra modelår 2022) og Mercedes-Benz EQA 250, EQE og EQS. I den vægtklasse kan du også finde de allermindste campingvogne.
Herefter følger biler, der kan trække op til 1000 kg. Det er blandt andet Audi Q4 e-tron (quattro kan trække 1200 kg), Tesla Model 3 (fra modelår 2020), VW ID.4 og Skoda Enyaq iV. Skoda Enyaq iV 80X og RS trækker dog op til 1200 kg.
Vægtklasse op til 1800 kg
Skal man have lidt mere på anhængertrækket, så kan Polestar 2 trække 1500 kg. Ioniq 5, Kia EV6 og Tesla Model Y kan trække 1600 kg.
Skal man køre med en campingvogn som i vores test, er det biler som Audi e-tron, Mercedes-Benz EQA 300 og 350 4MATIC, Mercedes-Benz EQC og Volvo C40 og XC40 (produceret efter december 2021), der kan trække op til 1800 kg.
Brugte elbiler med anhængertræk
Vægtklasse 2000 kg+
I den helt tunge vægtklasse kommer elbilerne til kort. Her kan BMW iX xDrive40 trække op til 2100 kg, Tesla Model X kan trække op til 2250 kg, mens BMW iX xDrive50 kan trække 2500 kg. Der er dog flere modeller på vej, som kan trække de tunge vogne. Det er blandt andet Volvo EX90 og Kia EV9, som begge trækker over 2000 kg.
Er man oppe i denne campingvognstørrelse, vil man dog oftest vælge en plug-in hybrid, hvis man vil køre elektrisk, og ellers er man i en brændstofbil.