Kia EV5 Konceptbil Forfra

Kia præsenterer ny konceptbil: EV5

Kia EV5 er nu præsenteret som konceptbil. Det er en SUV, som minder meget om den nye EV9. Bilen introduceres i Kina i 2023.

Mette Munk Nielsen
·

Kia har endnu en elbil i støbeskeen. Den hedder EV5, og Kia har netop vist de første billeder af den kommende model. Det er en SUV, der på mange måder minder om den nye EV9. Elbilen kommer på det kinesiske marked i slutningen af 2023. 

Der er travlt hos Kia i disse dage. Først viste de flere billeder af Kia EV9 forud for lancering om en uges tid, og nu har de præsenteret den helt nye Kia EV5. Det er en fuldelektrisk SUV, der på mange måder minder om EV9 - den er bare mindre. 

I første omgang er det en konceptbil, der vises billeder af, og den får samme Digital Tiger Face-front som EV9, ligesom den også har den nye Star Map-lyssignatur, som Kia allerede har sagt bliver standarden på kommende elbiler. Dermed minder fronten meget om EV9.

"Kia EV5 er blevet til i kontrasten og komplementariteten mellem naturlige landskaber og menneskeskabt arkitektur. Den er designet til at inspirere vores kunder på alle ture, mens den tilbyder bæredygtige og miljømæssige ansvarlige løsninger. Den er skabt til dem, der søger opfindsomme, nye ideer," sagde Karim Habib, som er Executive Vice President og Head of Kia Global Design Center, ved præsentationen.

Kia EV5 Konceptbil Forfra

Konceptbilen Kia EV5 er en mindre udgave af den kommende flagskibsmodel EV9. Foto: Kia

Kia EV5 Konceptbil Modelprogram

Kias tre elbiler med den nye konceptbil i midten. Foto: Kia

Drejbare sæder og genanvendte materialer

Kia arbejder med en designfilosofi kaldet Opposites United, som forener naturen med modernitet, og på EV5 har særligt designsøjlen "Bold for Nature" spillet en stor rolle. De skulpturelle linjer på bilen og det robuste SUV-design indbyder til ture ud i naturen. Og så har Kia vist konceptbilen med iceberg matte green-lak.

En innovativ detalje ved bilen er de drejbare sæder, som gør det muligt at parkere bilen og have et ugeneret udsyn over naturen, som Kia beskriver det. Bilen har desuden et panorama soltag med solceller. 

Materialerne i bilen er også plantebaseret og består blandt andet af udtræk af tang og genanvendte plastflasker, som bliver brugt på for eksempel døre og sæder. Interiøret er altså uden animalsk læder. Hjulene bliver 21", og der er tagspoiler på for at understrege SUV-designet.

Kia EV5 Konceptbil Drejelige Saeder

Vend sæderne og kig ud på naturen. Innovative detaljer på EV5. Foto: Kia

Kommer til Kina i 2023

Kia er allerede langt med EV5, og man må forvente, at konceptbilen bliver meget som den rigtige model. I hvert fald har Kia planer om at lancere bilen allerede i år. I første omgang kommer EV5 på det kinesiske marked, og det sker i slutningen af 2023. 

Kia oplyser, at "detaljer om fremtidige planer for andre globale markeder kommer på et senere tidspunkt". Dermed er det stadig åbent, om hvorvidt EV5 også lanceres i Europa og i givet fald, hvornår den kommer.

Kia EV5 Konceptbil Forrude Udsyn

Førersæderne i konceptbilen EV5. Foto: Kia

Kia EV5 Konceptbil Bagagerum

Bagagerummet i EV5. Foto: Kia

Kia EV5 Konceptbil Fra Siden

SUV-designet minder meget om Kia EV9. Foto: Kia

Læs flere nyheder i vores Bilmagasin