VIDEO: Se hele guiden om Euro NCAP her.
Hvis du har kigget på ny bil, er du sikkert også stødt på et antal sikkerhedsstjerner, som bilen har fået af det, der hedder Euro NCAP. Men hvad betyder stjernerne egentlig? Hvad gives de for? Og er en bil med under 3 stjerner direkte livsfarlig at køre i? Det og meget mere får du svaret på i denne video.
Hvem er Euro NCAP?
Først og fremmest står Euro NCAP for European New Car Assessment Programme. Det er en uafhængig og frivillig organisation som laver sikkerheds- og crashtest af nye biler i Europa. Organisationen startede i 1996 og har testet biler lige siden. Den er delvist ejet og administreret af en række myndigheder og medlemsorganisationer. Fx de tyske, engelske, spanske, franske og hollandske transportministerier er medlemmer og også den svenske og norske pendant til vejdirektoratet er med og det tyske ADAC, der er verdens største forening af motorejere. Altså det tyske FDM, om man vil.
Der findes også afarter af samme testsystem i andre dele af verden, som dog ikke tester på helt samme måde som i EU.
En Euro NCAP test er frivillig for bilproducenterne. Mange tror, at det er lovpligtigt, men det er det faktisk ikke. Stort set alle lader dog deres biler teste af Euro NCAP i dag og nogle bliver også udvalgt af organisationen selv.
For at en bil kan komme på vejene skal den i stedet typegodkendes. Det kan ske for hvert enkelt land, men de fleste bruger en som gælder i hele Europa. (European Community Whole Vehicle Type Approval (ECWVTA)). De fleste bilproducenter får godkendt bilerne efter de gældende krav direkte på fabrikken og når den er godkendt, får bilen et certifikat også kaldet et CoC-dokument som følger bilen. Det er sådan et dokument som f.eks. er nødvendigt at få fat på, hvis man vil importere en bil fra f.eks. Tyskland til Danmark.
Euro NCAP uddeler stjerner i fire forskellige kategorier.
Hvad består en Euro NCAP-sikkerhedstest af?
En Euro NCAP sikkerhedstest er baseret på fire hovedkategorier:
- Beskyttelse af voksne
- Beskyttelse af børn
- Beskyttelse af bløde trafikanter (inkl. sikkerhedssystemer rettet mod cyklister og fodgængere))
- Sikkerhedsteknologi og assistancesystemer (andre sikkerhedssystemer som automatisk nødbremse, radarteknologi og sensorer, fartbegrænser, adaptiv fartpilot, vejbaneassistent osv.)
Du har måske set videoerne, hvor de crashtester bilerne. Det er her en række sensorer både udenfor bilen og på bl.a. dukkerne inde i bilen måler påvirkningen af passagererne både foran og på bagsæderne ved nogle simulerede sammenstød både forfra og fra siden, som alle skal ligne virkelighedsulykker så meget som muligt. Når det er sagt kan biler jo ramme hinanden eller køre ind i hinanden på 1000 forskellige måder, og derfor kan testen selvfølgelig ikke redegøre for alle scenarier, men sammenlagt giver det et rigtig godt billede af, hvor godt bilen beskytter passagerne inde i bilen og fodgængerne uden for.
I alle tests måles selvfølgelig påvirkningen/skaderne på selve bilen men også af dummydukkernes påvirkning i både hoved, nakke, bryst og mave, og ud fra disse udregnes en score.
Testen af bilerne er blevet udvidet og forfinet gennem årene, og det betyder også, at en test af moderne biler i dag er noget mere omfattende og retvisende end for bare 5-10 år siden. Faktisk gælder en Euro-NCAP test kun i seks år. Herefter frafalder bedømmelsen og bilen skal testes igen.
Et lille funfact er, at det kræver hele fire ens biler at lave en NCAP-test. Bilerne sponsoreres typisk af bilproducenterne, men kan også være købt af NCAP selv.
Nogle gange foretages der to tests af samme bil på anfordring fra producenten. I praksis laves der to vurderinger af samme bil med og uden forskellige sikkerhedssystemer. Det kan være, hvis bilen som standard kommer med et niveau af sikkerhedsudstyr, mens du ved tilkøb af en sikkerhedspakke kan få lidt mere sikkerhed som måske bringer den fra 4 til 5 stjerner. Så kan du opleve to forskellige resultater på den ellers samme model.
Sådan bedømmes de fire kategorier
Beskyttelse af voksne
Beskyttelse af børn
Beskyttelse af bløde trafikanter
Sikkerhedsteknologi og assistancesystemer
Bilerne bliver crashtestet både forfra og fra siden. Imens måles påvirkningen af dummy-dukkerne inde i bilen. Foto: Euro NCAP
Hvordan fordeles stjernerne?
Hver kategori har sin egen vurdering fra 0-5 stjerner. Eller faktisk får bilen et procenttal mellem 0-100% i hver kategori som så konverteres til et antal stjerner. Når alle fire kategorier er bedømt, får bilen en samlet score ud fra den laveste rating i testen. Der er altså ikke tale om et gennemsnit af de fire bedømmelser. Det betyder også, at en bil kan være klare den klassiske crashtest til topkarakter og være ganske sikker for passagererne, men hvis den ingen sikkerhedssystemer har, så falder den for laveste karakter og kan altså dumpe med et brag og få 0 eller 1 stjerne.
Helt præcist hvordan Euro NCAP kommer frem til de forskellige procenttal og den endelige score i testen er ikke offentligt. Så man ved altså ikke præcis, hvor meget de forskellige parametre vægter i testen.
Se herunder, hvordan de forskellige antal stjerner på skalaen skal tolkes:
Her ses Euro NCAP's formulering af de forskellige bedømmelser.
Hvornår er en bil usikker at køre i?
Som nævnt tidligere gælder en Euro NCAP-test kun i seks år. Herefter skal bilen gentestes, hvis den stadig er på markedet.
De fleste biler er blevet fornyet efter seks år men forhandles måske stadig på den samme platform. Et godt eksempel er Renault Zoe som er blevet testet to gange. Første gang i 2013 fik den 5 stjerner og anden gang i 2021 fik den 0 stjerner.
Og hvorfor så det, når det er samme bil? De mange tests udvikles løbende og samtidig øges kravene fra Euro NCAP i takt med at nye sikkerhedssystemer udvikles og bliver mere og mere udbredt. Det gør dog ikke f.eks. Renault Zoe til en decideret usikker bil. Og mange andre brugte biler med 6-8 år på bagen vil formentlig få samme lavere rangering, hvis de blev testet igen. Men det rammer altså især de billigere biler som fortsat er på markedet, og som ikke er blevet opdateret med de nyeste sikkerhedssystemer.
Her ses en del af crashtesten af Renault Zoe. Foto: Euro NCAP
Bør jeg kun vælge biler med 4 eller 5 stjerner?
Som i mange andre rangeringer er det små ting som adskiller en 4 og 5-stjernet sikkerhedstest. En bil med 4 Euro NCAP-stjerner må derfor anses for at være en ganske sikker bil.
Flere har gennem årene kritiseret den måde, som Euro NCAP uddeler stjerner. Altså at det er laveste rangering som danner grobund for det samlede antal stjerner.
Nogle af bilerne som f.eks. førnævnte Renault Zoe og den noget nyere Dacia Jogger er eksempler på biler, som rammes af denne måde at opgøre testen på.
Dacia Jogger har fået 1 stjerne i Euro NCAP-testen. Men bilen er faktisk IKKE blevet testet. Og hvordan kan det lade sig gøre? Jo bilen deler faktisk platform med Dacia Sandero – og selvom det er en noget mindre bil, så vurderes den til at være identisk med Jogger. Og derfor beror testresultaterne alene på crashtests af Sandero som fik samlet 2 stjerner.
Hvorfor får Jogger så kun 1 stjerne? Den skal findes på tredje sæderække, da Jogger fås som 7 sæders bil. Men på tredje sæderække er der hverken isofix eller selehuskere, og det trækker resultaterne ned under grænsen for 2 stjerner (40%) og derfor får Jogger kun samlet 1 stjerne (39%) – også selvom den i princippet ville få 2 stjerner i 5-sæders udgaven.
Her kan du se, hvordan resultaterne fordeler sig i procent:
Euro NCAP bedømmelse af Dacia Jogger (2022)
- Beskyttelse af voksne: 70 % = 4 stjerner
- Beskyttelse af børn: 69 % = 3 stjerner
- Beskyttelse af bløde trafikanter: 41 % = 2 stjerner
- Sikkerhedsteknologi: 39 % = 1 stjerner
Bedømmelsen af Dacia Jogger er baseret på en test af Sandero Stepway, der deler undervogn med Jogger men ellers er en markant mindre bil. Foto: Euro NCAP
Er det så retvisende og fair at tildele en Jogger 1 stjerne, når den egentlig i selve crashtesten giver 4-stjernet beskyttelse af voksne? Læg i øvrigt mærke til at 69% jo er 3 stjerner, mens 70% er 4 stjerner. Det er også en hårfin grænse, som der selvfølgelig er nødt til at være. Grænsen skal jo gå et sted.
Jeg kan i hvert fald godt forstå, at bilproducenterne føler sig lidt uretfærdigt behandlet, når de falder for laveste vurdering. Og til alle dem, der overvejer en bil med få NCAP-stjerner, vil jeg da klart anbefale at kigge nærmere på testen, inden man afgør, om 1 eller 2 stjerner gør, at bilen er så usikker, at man ikke tør købe den.
Derudover skal du jo have med i billedet, at hvis alternativet til f.eks. en helt ny Jogger er en otte år gammel brugt bil, så vil du formentlig ikke være meget bedre beskyttet i den. Så du løber også en større risiko i en ældre brugt bil. Men det tænker du næppe på i dagligdagen. Det kommer selvfølgelig helt an på, hvilken bil du vælger i stedet.
Ville jeg være bekymret for at køre i en Dacia Jogger – nej det ville jeg ikke. Ville jeg være mindre beskyttet i en ulykke end en 5-stjernet bil – ja, men det er jo utrolig svært at afgøre, om det er de 10% procent mindre i voksen sikkerhed eller de 30-50% mindre i sikkerhedsteknologi som gør en reel forskel, hvis uheldet er ude.
Man kan så også undre sig over, hvorfor Dacia udelader simpelt sikkerhedsudstyr som selehuskere og isofix på de sidste sæder, når det kunne have reddet dem en ekstra stjerne. I sidste ende handler det jo om økonomi. Skulle det med i bilen, ville den blive dyrere. Og især for Dacia som sælger langt flest biler i Sydeuropa har man altså vurderet, at prisen på det ekstra udstyr ikke står mål med højere salgstal. I Danmark er sagen nok lidt en anden.
Undersøgelser viser, at især vi danskere vægter sikkerhed utroligt højt, når vi handler ny bil. Og det er jo rigtig positivt. Og det er også det, der er formålet med at give bilerne stjerner. På den måde presses bilproducenterne også til at putte mere og mere sikkerhedsteknologi i bilerne som standardudstyr. For bare ti år siden var automatisk nødbremse kun standard i de færreste biler. I dag findes det stort set i alle biler.
Men om sikkerhedsteknologi som vejbaneassistent, isofix og selehuskere skal afgøre dit bilkøb kan kun være op til dig. Jeg vil blot appellere til at give testen et nærmere kig og sætte dig ind i forskellene i de fire kategorier, hvis du kigger på biler med 1-3 stjerner, inden du afskriver dem helt som ny bil for dig.
Euro NCAP-testen er vigtig, så vi som forbrugere kan tage et aktivt valg om niveauet af sikkerhed i bilen på et oplyst grundlag. Så er det blot op til dig, hvor meget du vil lade testen afgøre dit køb af ny bil.
En Euro NCAP-sikkerhedstest består af en række forskellige crashtests og test af sikkerhedssystemer. Der er behov for fire identiske nye biler for at dække alle testbehovene. Foto: Euro NCAP