Ford Tourneo Custom 2022 Titanium

Elektrisk Ford Tourneo Custom er på vej

Ford Tourneo Custom er på vej i en elektrisk udgave. Minibussen har plads til otte passagerer og en rækkevidde op til 370 km.

Mette Munk Nielsen
·

Den næste generation af Ford Tourneo Custom er blevet offentliggjort, og her er der en fuldelektrisk udgave på programmet. Udstyret er opdateret med premium-funktioner og avancerede førerassistentsystemer, og minibussen har plads til otte passagerer. 

Når næste generation af Ford Tourneo Custom kommer på det europæiske marked i 2023, er det med en fuldelektrisk udgave. Den elektriske E-Tourneo Custom er spydspidsen for den nye generation, som også byder på traditionelle udgaver med EcoBlue dieselmotorer. Den fuldelektriske udgave kan køre op til 370 km (WLTP) på en opladning.

Lanceringen af E-Tourneo Custom er en del af Fords planer om at have ni elektriske modeller i programmet ved udgangen af 2024.

Der vil i den nye generation også være plads til otte passagerer udover føreren, og bagsæderne er fleksible, så de kan sammensættes på mange forskellige måder. Det giver mulighed for at skabe siddepladser præcis tilpasset dine ønsker. 

En præsentationsvideo af den nye E-Tourneo Custom Titanium X. Video: Ford

Aktiv familie eller transport af gæster

Ford Tourneo Custom kan bruges af den aktive familie, der har brug for god plads, som transport af gæster til og fra lufthavnen, ligesom den store børnefamilie også kan have glæde af minibussen. 

- Uanset hvem der anvender bilen, så sikrer den nye E-Tourneo Custom, at det sker med stil i form af banebrydende design, nye luksusfunktioner og tilsluttede tjenester. Ford Tourneo Custom har altid stået for rummelighed og alsidighed, og med den elektriske drivlinje appellerer vi nu til en ny målgruppe, siger Hans Schep, general manager, Ford Pro, Ford Europa.

Minibussen har en betydelig nyttelast og kan trække op til 2000 kg, så der er muligheder nok for at laste bilen. Samtidig er der en lavere gulvhøjde i bilen og et nyt, integreret trin, som gør ind- og udstigning nemmere, ligesom det også er nemmere at laste bilen. For flere af modellerne er bilens totalhøjde også blevet mindre og under to meter, så der er adgang til flere garager og parkeringshuse, der ellers tidligere har været utilgængelige for Tourneo Custom. 

Ford Tourneo Custom 2022 Active Fra Siden

Tourneo Custom er på de fleste modeller under to meter høj, så den kan komme ind i forskellige garager og parkeringshuse. Foto: Ford

Fire udstyrsvarianter og nye premium-funktioner

Den nye Ford E-Tourneo Custom kommer til at kunne fås i fire varianter: Active, Sport, Titanium og Titanium X. Den sidstnævnte variant er med mere udstyr end nogensinde før, og det indebærer blandt andet 19" alufælge, matrix LED-forlygter og luksuriøse Sensico kunstlæder-sæder. 

Der er mange lækre premium-funktioner som elektriske skydedøre, digital nøgle, fleksible bagsæder, panoramaglastag, innovativt rat og B&O-lydsystem.

Generelt er den nye udgave designet til at tilbyde kunderne en luksuriøs, rummelig og bekvemmelig bil. Den store kabine er i en klasse for sig, og der er mulighed for at have ni sæder fordelt på tre rækker, og den er både fleksibel og komfortabel. Panoramaglastaget sørger for, der kommer lys ind i bilen, men uden den bliver varm, fordi glasset er tonet.

Ford Tourneo Custom 2022 Titanium Interior Bagsaede

Den fleksible bagsæder giver mange muligheder for at tilpasser sæderne til dit behov. Foto: Ford

Avancerede førerassistentsystemer og digitale tjenester

Fords nyeste og mest avancerede førerassistentsystemer er tilgængelig i den nye Tourneo Custom. Det er blandt andet intelligent adaptiv fartpilot, aktiv parkeringshjælp, automatisk nødbremse og et 360-graders kamera, som giver det fulde overblik over bilen. 

Der er desuden et lynhurtigt 5G-modem som standard i bilen, og dermed er det nemt at bruge Ford Pros digitale tjenester, og man kan holde sig opdateret på bilen via FordPass-appen, der giver overblik over alt fra bilens ladetilstand for E-Tourneo til forvarmning af bilen.

Bilen kan også trådløst opdateres og mere end 30 features kan opdateres trådløst i E-Tourneo Custom ved hjælp af Ford Power-Up. Det kan både være opdatering af eksisterende tjenester og funktioner, men også forbedringer af bilens ydeevne. 

Ford Tourneo Custom 2022 Active Interior

Den nye Tourneo Custom i Active-udgaven. Foto: Ford

Fuldelektrisk eller med dieselmotorer

Den nye Ford Tourneo Custom kommer som sagt i en fuldelektrisk udgave, der hedder E-Tourneo Custom. Den får en rækkevidde op til 370 km  (WLTP) og en 125 kW DC-hurtiglader, der oplader bilen på 41 minutter fra 15-80%. Den kommer også til at have gavn af den smarte ProPower onboard-funktion, som gør det muligt at oplade telefoner eller campingudstyr i stikkontakter i kabinen. 

Batteriet er 74 kWh, og elmotoren er på 160 kW. Der er mulighed for at anvende one-pedal drive, som man kender fra Ford Mustang Mach-E, og her regenereres strøm ved bremsning for at øge energieffektiviteten. Med trefaset 11 kW AC-opladning er bilen opladt på otte timer. 

Dieseludgaverne er med Fords EcoBlue dieselmotorer og fås i tre udgaver med henholdsvis 136 hk, 150 hk eller 170 hk. Det er muligt at vælge mellem ottetrins automatgearkasse eller sekstrins manuelt gear. 

Det forventes, at den nye Tourneo Custom er på markedet i andet halvår 2023.

 

Læs flere nyheder i vores Bilmagasin