Priserne er klar: Nu kan Renault 5 bestilles

Med en startpris på 184.990 kroner bliver Renault 5 endnu billigere end forventet. Faktisk er de danske priser på bilen de laveste i Europa. Topversionen Iconic koster 229.990 kr.

Hansolavsandal
Hans Sandal
·
Renault 5 Electric 2025 Iconic Og Techno

Der har været gættet intenst på, hvad prisen på den nye Renault 5 ville blive i Danmark. Nu er spændingen udløst. Startprisen for versionen med 120 hk, et 40 kWh batteri og en rækkevidde på 300 kilometer med et højt niveau i standardudstyr, begynder ved 184.990 kroner. Ønsker man en version med endnu mere udstyr som adaptiv fartpilot og OpenR med Google Automotive, skal man have fat i Technoversionen til 204.990 kroner. Bilen kan fra 9. januar opleves (men ikke prøvekøres) hos Bjarne Nielsen. De første biler forventes leveres til april.

Renault 5: Læs mere om udstyrsversioner og features
Renault 5 2024 Fra Siden

Den nye Renault 5 er en ny elbil i den mindre klasse. Den er dog mere rummelig end en Clio. Foto: Renault

Dyreste version koster 229.990 kroner

Vil man have flere kræfter, mere udstyr og, måske mest udslagsgivende for valget, længere rækkevidde koster versionen med 52 kWh batteri, 150 hk og en rækkevidde på 410 km blot 219.990 kroner. Og er det topversionen Iconic med de fabelagtige gule sæder man er brændt varm på, koster den 229.990 kroner.

”Der er ingen tvivl om, at de priser det er lykkes os at forhandle hjem, er det bedste vi kunne drømme om. Kigger man eksempelvis på det tyske marked koster en R5 Iconic over 260.000 kroner, mens den herhjemme koster under 230.000 kroner. Så det er drømmepriser vi har fået”, siger Søren Hyltoft – pressechef for RN Danmark.

Galleri med Renault 5

 

Eksklusiv version bygget til Skandinavien

Fælles for alle Renault 5, der introduceres på det danske marked er, at de er såkaldt Nordic Edition, hvilket vil sige, at de alle er udstyret med varmepumpe og har et specielt batteriopladningssystem, der tillader effektiv og hurtig DC-opladning ved minusgrader. Det har de modeller, der kører udenfor Skandinavien ikke.

Forskellen mellem versionen med 40 kWh og 52 kWh batteri er ikke kun rækkevidden og antallet af hestekræfter. Mens begge lader med 11 kW AC, lader versionen med det lille batteri 80 kW DC. Versionen med 52 kWh lader med 100 kW. I praksis betyder det, at 15-80 % opladning sker på 29 minutter med 40 kWh batteri, mens det tager 31 minutter med det store batteri.

Ud over, at alle versioner har et højt niveau i standardudstyr, er det også billigt at købe ekstraudstyr.

Metallak koster eksempelvis 5.500 kroner, sort tag koster 3000 kroner – medmindre man har købt Iconic versionen, så er det inkluderet i prisen. Harman Kardon lydsystem, der kan fås til Techno og Iconic, koster kun 5000 kroner.

Se flere nyheder i vores Bilmagasin