Megane Evision1

Renault Megane er på vej som ren elbil

Renault Megane bliver fuldelektrisk og får samtidig et helt nyt og moderne design.

Hansolavsandal
Hans Sandal
·

Renault er nu klar til at indtage elbilsmarkedet for andre klasser end Zoe-klassen. Og netop erfaringen fra Europas mest solgte elbil skal danne grobund for den videre succes.

I 2011 lancerede Renault sin første rigtige elbil – Renault Zoe. Ti år senere er den solgt i mere end 234.000 styks. I alt har Renault allerede solgt 350.000 elbiler i Europa, og har dermed den gule førertrøje, når det gælder elbiler. Nu vil Rebault føre an i endnu en bilklasse og det skal ske med Renault Mégane eVision.

Groupe Renault har en klar vision - også påtvunget af de franske myndigheder - som skal medføre at alle nye biler fra Renault vil være elektrificeret i 2022. Enten som hybrid, plug-in hybrid eller som ren elbil.


Den kommende Megane eVision ses her i en konceptudgave. Men det forlyder, at den endelig version kommer til at ligne til forveksling. Foto: Groupe Renault

Megane elbil skal føre an

Første nye rene elbil fra Renault bliver Mégane eVision, der netop er vist som konceptbil. Naturligvis ikke helt som den kommer til at se ud, når den rammer gaderne næste år, men det er tæt på.

Mégane eVision er inspireret af showbilen MORPHOZ, og er første model i en helt ny generation af elbiler fra Renault. Bilen er en hatchback og bygget på den såkaldte CMF - EV platform, der også vil danne rammen for endnu en elbil fra Renault som præsenteres senere.

Med sine blot 4,21 meter og akselafstand på 2,70 meter er det en kompakt bil i C segmentet. Højden er 1,50 meter og bredden er 1,80 meter, mens vægten siger 1650 kilo.


Renault Megane eVision er bygget på en platform som skal lægge bund til endnu en elbil fra Renault. Foto: Groupe Renault

Stadig masser af plads

Elbilens mindre motorkrav betyder, at selvom den er 15 centimeter kortere end den nuværende Megane Hatchback har samme interiørplads. Designmæssigt og teknologisk er Mégane eVision helt nyudviklet. Kernen i Mégane eVision er en elmotor, der yder 217 hk og et batteri på 60 kWh. Den kan lade med op til 130 kW og har en WLTP-rækkevidde på 450 km.

Modsat Renault Zoe, der kun fås som ren elbil – vil Mégane eVision eksistere side om side med den normale Renault Mégane, der kan fejre 25. år som en af de bedst sælgende Renault modeller.