En ny superbil er født. Ford har netop lanceret en helt ny Mustang GTD, og Ford Performance har skabt en lynhurtig sportsbil af en anden verden.
"Design en Mustang, der kan overhale alle europæiske sportsvogne indenom". Sådan lød opgaven til Fords amerikanske designteam. Med stor inspiration fra den nylig afslørede Ford GT3, som skal konkurrere i Le Mans til næste år, har Ford Performance skabt en fremragende sportsbil.
Ford Mustang GTD er netop blevet afsløret i USA, og den er som taget direkte fra racerbanen. Med en heftig V8-motor og mere end 800 hk er den vanvittige Mustang klar til at tage kampen op mod samtlige sportsvogne i Europa.
Og den racerinspirerede gadebil skuffer absolut ikke. Med en imponerende omgangstid på under syv minutter på Nürburgringen, er Mustang GTD den hurtigste Mustang til dato, der er tilladt at køre på offentlig vej.
Ford har lavet en video om Mustang GTD og alle dens features. Video: Ford
Mustang GTD er det allerbedste fra Ford
Udviklingen af den nye Mustang GTD startede tilbage i 2021 med en klar mission om at kunne konkurrere med andre europæiske sportsvogne. Ambitionerne var tårnhøje, og den er stærkt inspireret af Ford GT3, der har fået følgeskab af Ford GT4.
- Mustang GTD repræsenterer det allerbedste fra Ford Motor Company. Mustang GTD er beviset på, hvad der sker, når vi tager noget, vi i forvejen er gode til og giver den endnu et tvist for at skabe et endnu bedre resultat. Det repræsenterer essensen af den transformation, vi gennemgår hos Ford lige nu. Alt fra software til specialudvikling af vores biler, siger Jim Farley, CEO & president, Ford Motor Company.
- Mustang GTD omdefinerer enhver hidtil opfattelse af en superbil. Vi har grebet denne opgave an på en ny måde. Vi har ikke konstrueret en gadebil til racerbanen, men vi har omdannet en racerbil til en gadebil. Mustang GTD er indpakket i kulfiber og gemmer blandt andet på racerteknologien fra Mustang GT3, og nu slippes den løs på gaden, siger Jim Farley.
Den lynhurtige Mustang GTD set fra siden. Foto: Ford