Fordele og ulemper: Er en elbil noget for dig?
Overvejer du, om brændstofbilen næste gang skal skiftes ud med en elbil? Vi har lavet en guide, som præsenterer dig for fordelene og ulemperne ved elbiler.
Overvejer du, om brændstofbilen næste gang skal skiftes ud med en elbil? Vi har lavet en guide, som præsenterer dig for fordelene og ulemperne ved elbiler.
Udbuddet af elbiler med en acceptabel rækkevidde er vokset markant de seneste år. Derfor overvejer du måske også, om din brændstofbil næste gang skal være en elbil, men kender ellers ikke mere til dem, end du har hørt til familiefrokosten. Fortvivl ikke. I denne artikel gør vi dig klogere på fordelene og ulemperne ved elbiler.
Når vi køber ny bil har vi jo alle forskellige præferencer i forhold til, hvad vi vægter højest. Er det komfort og kvalitet, sikkerhed, pris eller noget helt fjerde.
Ligesom med alle andre biler svinger kvaliteten fra elbil til elbil. Men helt grundlæggende går du i en elbil ikke på kompromis med hverken udstyr, kvalitet, sikkerhed eller komfort.
De springende punkter er derfor økonomi og bekvemmelighed (Convenience). I en elbil hænger de to ting endnu mere sammen end ved en almindelig bil.
Eksempel:
Prisen på en elbil stiger i takt med et større batteri, mere rækkevidde og en hurtigere opladningstid. Så vil du undgå at betale for noget, du ikke får behov for, så skal rækkevidden jo helst passe nogenlunde til dit kørselsbehov.
Mange tænker, at en lang rækkevidde er det vigtigste, men lad mig give et eksempel med to forskellige elbiler som ellers har samme størrelse og udstyrsmængde:
Elbil 1. Pris 300.000 kr. Rækkevidde 400 km. Fra 10-80% på 40 min.
Elbil 2. Pris 450.000 kr. Rækkevidde 600 km. Fra 10-80% på 25 min.
Hvis du kun yderst sjældent kører mere end 300-400 km om dagen, er det så ikke sjovere at spare 150.000 kr. og købe den billigste version? Også selvom du en gang imellem må lidt oftere ind at lade, og at det tager lidt længere tid? Når du skal lade, er en besparelse på 10-15 min. så de ekstra 150.000 kr. værd?
Hermed lidt at tænke over - det bliver i hvert fald en dyr minutpris på den korte bane.
VIDEOGUIDE: Bilguiden giver dig fordele og ulemper ved elbiler
Inden du køber en elbil, bør du overveje følgende punkter grundigt:
En elbil skal lades op. Og kører du meget skal den måske lades op dagligt. Kan du få opsat en ladeboks ved din bopæl, er du mindre afhængig af offentlige ladere og meget af opladningen vil ske, mens du sover.
Kan du ikke få en ladeboks på din bopæl, bør du undersøge hvilke ladeudbydere, du har i nærheden af dit hjem eller dit arbejde. Vil det kunne fungere at lade her i hverdagen? Måske mens du er på arbejde? Det er sjovere at gøre sig de overvejelser, inden du har elbilen.
Har man sagt opladning har man også sagt ladehastighed.
De fleste elbiler kan i dag oplade med mindst 11 kW, hvilket giver et fuldt opladt batteri på under en nat (5-9 timer). Kommer du til at lade meget ved offentlige opladere, bør du gå efter elbiler med en højere ladeeffekt ved lynladning. 50-80 kW er i den lave ende, mens 130-150 kW efterhånden er normalen, og de hurtigste er på 200-400 kW.
Du skal også tage stilling til dit rækkeviddebehov. Og som jeg var inde på bør du ikke nødvendigvis gå efter elbilen med længst rækkevidde. Selvfølgelig er en lang rækkevidde belejlig, men består din kørsel i langt størstedelen af småture eller fast pendling, og kan du lade op enten hjemme eller på destinationen, så vil du jo sjældent få behov for den fulde rækkevidde. På den måde kan du spare penge ved ikke at skulle købe en elbil med det største batteri. Og så kan du måske i stedet godt leve med en ekstra ladepause, når du skal på langtur.
Fordi elbiler typisk er dyrere at købe, hurtigere og har en større motorkraft, så kan de også være dyrere i forsikring. Undersøg derfor inden, hvad den vil koste at forsikre for dig, så du ikke får en træls overraskelse.
Nogle elbiler må ikke trække så meget som en typisk brændstofbil. De fleste er dog ved at være godt med. Tjek derfor inden den maksimale tilladte anhængervægt. Er du vant til at køre med campingvogn eller hestetrailer, så vær opmærksom på, at en elbils egenvægt pga. batteriet er væsentligt højere end en brændstofbils. Det kan betyde, at den samlede totalvægt overstiger 3.500 kg og dermed kræver et trailer-kørekort.