Motor Fabrik

Opdateret: Corona lukker bilfabrikker

Corona-pandemien betyder, at flere og flere bilfabrikker lukker ned for produktionen med forsinkelser til følge.

Hansolavsandal
Hans Sandal
·

Opdateret 20. marts: Volvo lukker nu også sine fabrikker i Sverige og USA fra 26. marts til 14. april. Ford har også lukket deres Transit-fabrik i Tyrkiet, og Kia har lukket deres fabrik i Slovakiet som producerer Ceed og Sportage i foreløbigt to uger.

Oprindelig artikel 18. marts:

Den hastige udbredelse af Corona-virussen og COVIC-19 har nu også for alvor fået især Europas bilproducenter og dermed deres fabrikker til at lukke helt ned.

De seneste døgn har stort set alle europæiske bilproducenter sat deres produktion af biler i bero på grund af Corona-udbruddet. PSA-gruppen, der blandt andet producerer Peugeot, Citroen og Opel, stoppede deres produktion mandag mens Toyota, Ford, VW og Renault fulgte trop tirsdag. Nogle er allerede helt stoppet mens for eksempel Ford og VW stopper produktionen fra torsdag og Audi fra på mandag. 

Blandt andet udtaler Ford Europas præsident Stuart Rowley:

- Selvom coronavirussens effekt på vores faciliteter hidtil har været begrænset, er dens effekt på vores ansatte, forhandlere, leverandører og kunder såvel som det europæiske samfund generelt hidtil uset. På grund af denne krises dramatiske indvirkning på det europæiske marked og leverandørindustrien stopper vi midlertidigt produktionen på samtlige af vores fabrikker på det europæiske fastland.

Det midlertidige produktionsstop påvirker de fleste bilfabrikker i Europa, men enkelte fabrikker i for eksempel England vil fortsætte indtil videre. Nogle bilproducenter har sat en foreløbig varighed på lukningerne til at vare to uger eller frem til 27. marts, mens andre ikke har meldt ud, hvornår de forventer at genoptage produktionen af de mange tusinde biler.

Forsinkelse på nye biler

Præcist hvad det kommer til at betyde for leveringen af nye biler i fremtiden vides endnu ikke med sikkerhed. Det eneste der er sikkert, er, at det vil få betydning for, hvornår man kan forvente at modtage sin nye bil.

Lige nu venter over 1500 danskere for eksempel på den nye Ford Kuga, der bliver produceret på Fords fabrik i Valencia. Denne fabrik blev allerede mandag lukket ned, da tre medarbejdere var konstateret smittet med Corona-virus. Hvilken betydning dette får for de mange bestillinger til Danmark, og hvor mange fabrikken har nået at producere, og om de allerede er på vej til Danmark er fortsat uvist.

Man kan kontakte sin forhandler for at få den seneste produktionsmelding, men den vil i denne tid være behæftet med stor usikkerhed.

Stadig nye biler på lager hos forhandlerne

Der kommer løbende spritnye biler til Danmark med tog, lastbiler og skibe. Renault fik således for nylig over 1600 nye biler til Esbjerg, hvor de vil blive transporteret ud til forhandlerne. Det samme gælder andre mærker, og derfor er der fortsat masser af nye biler på lager hos forhandlerne. 

Status hos Bjarne Nielsens bilmærker:

Ford
Ford lukker fra torsdag midlertidigt deres fabrikker i det kontinentale Europa (enkelte fabrikker i England undtaget) indtil videre. Fabrikken i Valencia er allerede lukket ned. Ford forventer at holde fabrikkerne lukket i flere uger. 

Renault / Dacia
Renault har fra mandag også lukket ned for deres fabrikker i Frankrig og i Slovenien. Indtil videre uden en slutdato.

Volvo
Volvos fabrik i Belgien stoppede for produktionen tirsdag. Her produceres blandt andet XC40 og V60. Lukningen fortsætter indtil videre. Volvos fabrikker i Sverige er indtil videre ikke påvirket.

Kia / Mazda
Mens Kia og Mazda også er hårdt ramt af Corona-krisen, så er virussen på tilbagetog i Asien, og det betyder, at flere af de asiatiske bilfabrikker i Sydkorea, Japan og Kina har påbegyndt produktionen igen. Kia har også en fabrik i Slovakiet, men den er indtil videre ikke påvirket.