Se hele videotesten af XC40 Recharge Twin i Bilguiden på youtube.
Volvo XC40 er i sin grundskal ikke nogen ny bil. Den har været produceret siden 2018 og kom i 2019 som plug-in hybrid. Men nu er den altså gået helt elektrisk og har fået betegnelsen P8, og den ændrede drivlinje er da også den mest markante ændring i forhold til den oprindelige XC40.
Den har fået hele 408 hk, og de kan i den grad mærkes i forhold til den acceleration, man har været vant til i en XC40. Nu kommer du pludselig fra 0-100 på bare 4,9 sekunder takket være elmotor og standard firehjulstræk.
XC40 Recharge Twin gør også op med et lidt blakket ry for elbiler, når det kommer til trækkraft, for dens potente motor gør, at den kan trække hele 1500 kg på krogen. Den er født med et 78 kWh batteri, der giver dig en rækkevidde på op til 418 km ved blandet kørsel.
Får du installeret en 11 kW ladeboks derhjemme, kan bilen oplades på ca. 8 timer. Finder du en 150 kW lynlader, går det væsentligt hurtigere og den oplades fra 0-80% på bare 40 minutter.
På nær den ikke eksisterende kølergrill og et ladestik er det ikke til at se forskel på en XC40 på el eller ej. Foto: Bilguiden
Snak sammen med bilen uanset hvor du er
Du kan ved hjælp af Volvos app snakke sammen med bilen, og det giver dig en række fordele. Især i en elbil. Du kan for eksempel vælge, at bilen skal være opvarmet hver morgen, når du skal af sted. Har den stået med stikket i ladeboksen slipper du samtidig for at trække på batteriet til at gøre bilen varm og du starter dermed stadig ud med et fuldt opladet batteri.
På nær det nye google infotainmentsystem er der ikke pillet ved interiøret i elbils-versionen i forhold til den oprindelige XC40. Det er samme gode sidde- og kørekomfort og et strømlinet og intuitivt design.
Udstyrsniveauet i elbilsudgaven nyder godt af de lave afgifter på elbiler og er derfor uhørt højt i en Volvo fra begyndelsen. Derfor er der også kun én mulighed for at bygge på standard-versionen. Du kan vælge en Pro-udgave, hvor du for bare 20.000 kroner ekstra får glastag, Harman-Kardon lydanlæg, elektronisk passagersæde og 360 graders kamera.
XC40 Recharge Twin er den første med det nye Google-infotainmentsystem som kommer i alle fremtidige Volvo'er. Foto: Bilguiden
Mere standard sikkerhed end nogensinde før
Sikkerheden er der selvfølgelig heller ikke gået på kompromis med i en Volvo og på nær muligheden for at tilvælge 360 graders kameraet i Pro-versionen, får du det hele med.
Lige såvel som det er svært at sætte en finger på mængden af sikkerhedsudstyr, så kan man heller ikke klage over rummeligheden i en SUV med XC40’s dimensioner. Bagagerummet rummer ca. 419 liter og der er tilmed mere plads under motorhjelmen, hvor et lille ekstra rum giver 31 liter.
Selvom det er Volvos første elbil, så mærker man ingen begynderfejl, fordi den er bygget på en velkendt bil, som fungerer. Volvo var de første med et komplet modelprogram som plug-in hybrid og med søstermærket Polestar i ryggen (hvor Polestar 2 har nøjagtig samme drivlinje og batteri som XC40) og 8 års garanti på batteriet, bør man med XC Recharge Twin ikke være bekymret for at tage med Volvo ind i den elektriske fremtid.
Der er nøjagtig den samme plads i XC40 på el som den almindelige benzinudgave. Dermed skal du ikke gå på kompromis med pladsen. Foto: Bilguiden
Det lille frunk foran kan rumme 31 liter. Foto: Bilguiden
Pladsen til bagsædepassagerer er fin og kan sagtens rumme fire voksne eller to børn i autostole. Foto: Bilguiden