Volvo bekræfter en kommende EX60
Volvo er i gang med at udvikle en ny platform til deres elektriske biler og bekræfter, at Volvo EX60 bliver den første model på platformen.
Volvo er i gang med at udvikle en ny platform til deres elektriske biler og bekræfter, at Volvo EX60 bliver den første model på platformen.
Volvo bekræfter, at der kommer en elektrisk Volvo EX60, som bliver bygget på en helt ny platform.
Ved Volvo Cars' Capital Markets Day blev det annonceret, at Volvo er ved at udvikle en ny platform til kommende elektriske biler, og den første bil på platformen bliver en Volvo EX60.
Bilen beskrives som en mellemstørrelse SUV, og mon ikke den kommer til at være på størrelse med Volvo XC60. Det er planen, at den nye EX60 skal komme i 2026. Mere ved vi ikke om bilen, udover at den altså kommer på den nye SPA3-platform.
Platformen er en videreudvikling af SPA2-platformen, som bruges til Polestar 3 og Volvo EX90, ligesom den kommende Volvo ES90 også er bygget på den.
Læs mere: Se første billeder af ny Volvo ES90
Der er flere opgraderinger på platformen, og Volvo peger selv på, at en af de største fordele er, at den er meget mere skalerbar end tidligere platforme. Derfor vil man kunne bygge alle størrelser af biler på SPA3 - lige fra en bil mindre end EX30 til biler større end EX90.
Volvo ES90 bliver umiddelbart den sidste nye model på SPA2-platformen, mens den kommende EX60 bliver lavet på SPA3-platformen. Foto: Volvo
SPA3-platformen er på alle måder en meget fleksibel platform, og den bruger det Volvo kalder Superset tech stack. Det er en teknologisk base, som indeholder alle moduler og funktioner, der skal bruges i biler. Som byggesten, der kan konfigureres på mange måder, og derfor kan man udvælge de byggesten, der skal bruges i netop den model, man er ved at udvikle.
SPA3-platformen gør det derfor billigere for Volvo at udvikle kommende biler, og samtidig er produktionsomkostningerne også lavere. Man kan nemlig udnytte synergieffekten af at have flere biler på samme platform i produktionen.
Dermed er der grundlag for endnu flere bilmodeller på platformen udover den kommende Volvo EX60.
Sådan illustrerer Volvo deres Superset tech stack. Foto: Volvo