Der er verdenspremiere på Kia EV9 i slutningen af marts, og Kia har nu lavet to teaservideoer, som giver et indtryk af det udvendige design på bilen.
I løbet af marts bliver vi klogere på Kia EV9, som er navnet på Kias nye flagskibs-SUV. Det er en ren elbil, og navnet følger Kias navngivning for elbiler. Hvor EV står for elbil og tallet 9 repræsenterer modellens størrelse og placering i Kias dedikerede elbilserie. Det vil jo også betyde, at der mellem EV6 og EV9 kommer både en 7'er og en 8'er.
Kia har startet med at vise lidt mere af det udvendige design på bilen i to teaservideoer. Den første viser bilens silhuet, og her er det tydeligt, at det er en stor SUV, der er tale om. Den kombinerer et slankt og skulpturelt design med en selvsikker geometri.
Derefter er der en video med bilens lyssignatur, hvor for- og baglygter fuldender EV9s dristige identitet.
I denne video ses silhuetten af Kia EV9. Video: Kia
Her ses Kia EV9s bemærkelsesværdige lyssignatur. Video: Kia
Bygget på samme platform som EV6
Kia EV9 er bygget på samme platform som EV6, og det er virksomhedens dedikerede elbilsplatform kaldet Electric Global Modular Platform (E-GMP).
Der går heldigvis ikke længe, før vi ser mere af EV9. I løbet af marts vil Kia først afsløre det fulde udvendige og indvendige design, og i slutningen af marts er der så verdenspremiere på bilen, hvor alle detaljer kommer frem.