Volvo har præsenteret deres mindste model nogensinde: Volvo EX30. Den kan alt, hvad du forventer af en Volvo. Den er bare mindre, og så starter prisen allerede ved 274.000 kr. for Standard Range Core-varianten.
Der har svirret mange rygter, inden Volvo 7. juni løftede sløret for deres nye EX30. Som den mindste, største nyhed, som det svenske mærke siger. Og det forstår man godt, for bilen kommer til at få en stor betydning for Volvo.
Det er den mindste model, Volvo har lavet nogensinde, og det er også den billigste. For Standard Range Core-varianten er startprisen på 274.000 kr., og her får du en bil med 51,2 kWh batteri, 272 hk og en rækkevidde op til 344 km.
Udstyrsmæssigt byder den på både LED-forlygter, klimaanlæg, frunk på 7 liter og en masse sikkerhedsteknologi. For Volvo har det været vigtigt, at der ikke er gået på kompromis med sikkerheden, selvom man på alle måder har optimeret bilen.
Den fås også i en Plus-udgave, hvor du får blandt andet el-styret bagklap, opbevaringsrum mellem forsæderne og parkeringssensor for og bag. Den har en pris på 302.000 kr.
Interesseret i Volvo EX30? 274.000 kr.
Du kan læse mere om Volvo EX30, og hvorfor det er så stor en nyhed for Volvo.
Med de genkendelige Thors Hammer-forlygter er det nemt at se, at der er tale om Volvo. Foto: Volvo
Bestselleren bliver Extended Range
Det bliver dog nok Single Motor Extended Range-udgave, som bliver den store bestseller. Den har et 69 kWh batteri, 272 hk og en rækkevidde op til 480 km, og den vil passe til langt de flestes behov. Har du meget bykørsel eller køre korte distance er Standard Range et godt valg, men kører du længere ture, er det værd at opgradere til Extended Range.
Den fås fra 309.000 kr. for Core-udgaven, mens Plus-udgaven koster fra 337.000 kr. Her er det også muligt at opgradere til en Ultra-version, hvor du får panorama glastag, 22 kW AC-opladning, el-justerbare forsæder og 360 graders parkeringskamera. Den koster fra 361.000 kr.
Markant bagende får Volvo EX30 til at skille sig ud og blive alt andet end kedelig. Foto: Volvo
Hurtigste Volvo: Twin Motor Performance
Skal du have en hurtig bil, så er det Twin Motor Performance, som er den hurtigste bil, Volvo har lanceret. Den kan accelerere fra 0-100 km/t på 3,6 sekunder og har 428 hk. Den har firehjulstræk, og batteriet er på 69 kWh. Rækkevidde når op til 460 km.
Den fås kun i en Ultra-udgave, og her er prisen 381.000 kr.
12" touchskærm placeret i midten med integreret Google skal holde styr på alt omkring bilen. Bag den gemmer handskerummet sig. Foto: Volvo
Pladsen er udnyttet, og brugeroplevelsen optimeret
Der er optimeret på pladsen, så Volvo har kunne lave bilen så lille som mulig, uden at gå på kompromis med forventningerne til en Volvo. Der er blandt andet blevet plads til et frunk på 7 liter, hvor du kan opbevare ladekabler. Et frunk er et opbevaringsrum under motorhjelmen.
Mellem forsæderne får du også god opbevaringsplads, hvor du kan skyde et opbevaringsrum ud og have plads til to kopper, ligesom der på bagsædet kan skydes opbevaringsrum ud til bagsædepassagernes vigtigste ejendele.
Der er lavet en soundbar i bilens instrumentbræt, og det frigiver plads i bilens døre, hvor der ikke er højttalere. Derudover er knapper til vinduet rykket ind i midterkonsollen, og så er handskerummet gemt bag den 12" store touchskærm, der sidder i midten.
Der er god plads i Volvo EX30 trods sin kompakte størrelse. Volvo har optimeret alle steder for at skabe opbevaringsplads og rum til at have samme gode komfort, som man kender fra det svenske mærke. Foto: Volvo
Mindste klimaaftryk for en Volvo
Volvo er på en mission om at blive en klimaneutral virksomhed i 2040, og det stiller nogle krav til virksomhedens produktion, ligesom bilernes klimaaftryk også løbende optimeres. Med Volvo EX30 har Volvo lavet en bil, hvor det samlede CO2-fodaftryk over 200.000 km kørsel er under 30 tons. Det er en reduktion på 25 procent sammenlignet med Volvo C40 og XC40.
Det skyldes primært, at bilen er mindre, og Volvo vil med EX30 gerne have kunderne til at overveje, hvad der er vigtigt for dem, både i forhold til bilens størrelse og batteri.
Interiøret er også lavet af genanvendte materialer, så du kan få en denim, der er fremstillet af korte denimfibre, som ellers ville være endt som affald i jeansproduktionen. Der er også en uldblanding, der indeholder omkring 70 procent genanvendt polyester.
Bilen kan bestilles allerede i dag og forventes at blive leveret i første kvartal 2024.