VIDEOTEST: Hvilken forskel gør varmepumpen?
Mange vægter udstyr som en varmepumpe højt i en elbil. Men hvor stor forskel gør den egentlig? Og kan det ligefrem give mening at vælge en elbil uden varmepumpe?

Mange vægter udstyr som en varmepumpe højt i en elbil. Men hvor stor forskel gør den egentlig? Og kan det ligefrem give mening at vælge en elbil uden varmepumpe?
Hvis du har kig på en ny elbil, så er du formentlig også stødt på varmepumpen som en del af bilens fremhævede udstyrsliste. Den er efterhånden standardudstyr i de fleste elbiler, og mange vægter det højt at få en elbil med varmepumpe. Men hvilken forskel gør den egentlig? Det undersøger Bilguiden nærmere med en videotest.
Målet er jo ganske reelt. Det handler om at få så meget varme ved brug af mindst mulig energi. Ligesom varmepumper i huse er blevet en populær opvarmningsform på grund af deres effektivitet, så er varmepumper i elbiler også blevet populære og er efterhånden standardudstyr i de fleste elbiler. For jo mindre strøm bilen bruger på opvarmning, des mere strøm er der til at øge rækkevidden på elbilen. Ren win-win lyder det til - men vores test viser et lidt andet billede.
Hos nogle elbiler skal du fortsat betale ekstra for varmepumpen som ekstraudstyr. For eksempel til Volkswagen ID. Buzz og Ford Explorer samt Capri, hvor varmepumpen er ekstraudstyr til 8-13.000 kroner. Samtidig er mange elbiler på det danske brugtbilsmarked i dag hentet hjem fra Sydeuropa, hvor varmepumpe ikke er standardudstyr. Derfor vil mange fortsat skulle forholde sig til, om varmepumpen er værd at prioritere, når de skal købe elbil, eller om det giver mening at spare pengene i stedet.
Derfor har Bilguiden sat sig for at undersøge varmepumpens effekt på en Ford Explorer henholdsvis med og uden varmepumpe på en kold vinterdag i februar. Testens resultat overrasker motorjournalist Hans Sandal, som i videoen derfor er dykket ned i, hvornår en varmepumpe giver mest mening. Testen viser også tydeligt, at rækkevidden på en elbil falder, når den kører på vinterdæk i forhold til sommerdæk. Det kan du høre mere om i videoen herunder.
VIDEO: Se Bilguidens rækkeviddetest af en Ford Explorer med og uden varmepumpe.
Bilguidens resultater viser et lidt andet billede af varmepumpens effektivitet i frostvejr. Og selvom testen er helt uvidenskabelig, og der skal tages en række forbehold, så illustrerer den med tydelighed, at en varmepumpes effektivitet forringes, des lavere temperaturen er udenfor, som det også ses af grafen herunder.
Grafen, som du også kan høre Bilguiden uddybe i videoen, viser tydeligt, at en varmepumpe er mest effektiv ved temperaturer omkring 55-64 fahrenheit, hvilket svarer til ca. 12-18 plusgrader. Ved 10 grader fahrenheit (minus 12 grader) eller derunder, gør varmepumpen stort set ingen forskel i forhold til en traditionel PTC-varmer som sidder i alle elbiler (også dem med varmepumpe). Læs mere om undersøgelsen her.
Der er lavet mange forskellige undersøgelser af varmepumpers effektivitet i elbiler. En anden undersøgelse fra 2022 viser lidt højere effektivitet ved minus seks grader end tabellen herover.
Der er også lavet undersøgelser af effektiviteten af varmepumpen i den populære Tesla Model 3 med og uden varmepumpe. Den kan du læse mere om her.
Har du spørgsmål kan du deltage i debatten under Bilguidens video på YouTube.